Bente Troense: Månedens Mening

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Tiderne skifter

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 22 Aug, 2013 15:20

Tiderne skifter, og holdninger påvirkes. Den proces foregår hurtigere og hurtigere.

Det moderne kommunikationssamfund buldrer frem, vi kan få mere og mere at vide, og konklusionen må derfor være, at vi ved mindre og mindre.

Det er bare ikke alle, der ved det.

Når tre ud af fire lønmodtagere tror, at Folketinget, altså politikerne, vedtager mindstelønnen, så er der noget rivende galt – specielt i fagbevægelsen. Blandt de 20-40-årige er uvidenhedsprocenten endnu højere. Når dens egne medlemmer ikke kender til det helt fundamentale system, der er afgørende for deres løn, så konstaterer jeg, at uvidenhed er en stor trussel mod fagbevægelsen.

Men det er ikke kun uvidenhed blandt medlemmerne af fagbevægelsen, der er problematisk. Det største og tungeste skyts skal rettes mod ledelsen af fagbevægelsen, som gennem årtier har forsømt at holde kontakt til medlemmerne. Der har været tale om distanceledelse, som har resulteret i et stærkt faldende medlemstal. Tidligere tiders skandaler om magtmisbrug og økonomisk uredelighed, der var mulig i en årrække inden for det faglige system, har også angrebet tilliden til det fælleskabet, der ligesom folkeskolen og andelsbevægelsen er rundet af 1800-tallets begyndende ligestillings- og fælleskabstanker.

Forårets tal fra Danmarks Statistik afslører, at fra 2008 til 2012 har 134.433 medlemmer fra 3F, HK, Dansk Metal og FOA vinket farvel til LO, Hovedorganisation for fagbevægelsen. 77.222 er blevet indfanget af de ”gule” fagforeninger.

Unge mennesker tiltrækkes ikke af fagforeningerne.

”Hvad får jeg ud af det, og hvad koster det?” spørger de i tidens ånd, hvor det individuelle hersker. Fagligt fællesskab, solidaritet, loyalitet og tillid er ikke i høj kurs hos flertallet af de unge.

LO`s formand Harald Børsting siger, at han tager tilbagegangen seriøst, men at han ikke frygter for fagbevægelsens overlevelse. Han har sit på det tørre. Han stopper om få år.

Næstformand i LO, Lizette Risgaard, kommenterer tilbagegangen således: ”Vi har troet, at danskerne godt kunne regne ud, at man ikke kan få det hele for den halve pris, men det har ikke været tilfældet. Derfor har vi igangsat en kampagne, der skal gøre det klart for danskerne, hvor vigtig LO-fagbevægelsen er.”(Ekstrabladet 17.5.13)

Hvis man baserer sine holdninger til så vigtigt et spørgsmål på noget så luftigt som tro, så er der noget galt, og hvis man også tror, at man kan klare situationen med en fikst og smart kampagne, så synes jeg, det er naivt, mildt sagt.

De seneste 10 år er medlemstallet i LO faldet fra 1.413.210 til 1.122.795, altså 290.415 medlemmer færre på 10 år.

Det har konsekvenser ud over manglende kontingentkroner i kassen.

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ipsen kommenterer:” Når medlemmerne flygter, taber fagforeningerne magt over for politikerne og arbejdsgiverne. Over for arbejdsgiveren, fordi de bliver svækket i overenskomstforhandlingerne. Politisk mister de også indflydelse, fordi de vil have færre midler at bedrive lobbyvirksomhed for. Det er en selvforstærkende effekt, der samlet svækker fagbevægelsen.”(Ekstrabladet 17.5.13)

Kim Simonsen, formand for HK, Danmark konstaterer: Danmark står i en tillidskrise. (JP 5.8.12)

Jeg er helt enig.

Han retter en appel til erhvervslivet og politikerne om nødvendige holdningsændringer, men også til sin egen baghave – fagbevægelsen: ”Vi har hvilet længe nok på fortidens vigtige gerninger og sejre. Det må være slut med automatreaktioner og vanetænkning. Det betyder, at vi ikke bare kan være kolosser bag tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, men aktiv må melde os ind i kampen om dette samfunds retning.”

Jeg er helt enig. Kære læser, nu ved du det.

  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post5