Bente Troense: Månedens Mening

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Demokrati i DR

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 13:58

Er der nogen, der har en udsendelse til i aften?

Råbet gjaldede for 60 år siden ned gennem gangen på 5.sal i Radiohuset i Rosenørnsalle i København. De fire øvrige programsekretærer, der var ansat til at lave tv-programmer, rystede alle på hovedet.

”Nå, så får jeg fat i Kirsten Hüttemeier med skåneærmerne. Hun må kunne lave forloren hare med røget flæsk,” sagde den unge mand, der hed Mogens Kjeldstrup, også kaldt Mogens Rulleøje. Ham blev jeg kollega med mange år senere.

Fra 1954 blev der dagligt sendt tv-programmer en times tid til næsten 400 tv-apparater. Udsendelserne blev sendt direkte fra det lille studie på 5. sal i Radiohuset.

For 50 år siden, i 1963, blev det første tv-studie i provinsen indviet i det ombyggede morskabsteater Casino i Rosenkrantzgade i Aarhus.

Programdirektør Lawaetz indviede studiet med ordene:

”Nu er Danmarks Radio kommet ud over Valby Bakke. Nu skal Danmarks Radio være hele Danmarks Radio.”

Det velmente budskab blev fremført i en tone af faderlighed, som ofte blev anvendt over for de mennesker, der boede uden for Valby Bakke, altså i provinsen.

Provinsen kunne også bruges som en trussel. B&U-afd. blev pålagt af programdirektøren at skaffe medarbejdere fra provinsen til at opveje det ærkekøbenhavnske sprog og indhold, der dominerede i afdelingens udsendelser.

Hvis ikke man parerede ordre, ville afdelingen blive flyttet til provinsen. Til Odense!

Ordren blev effektueret omgående.

536 ansøgere tilbød sig, og jeg var heldig at blive valgt som en af de 12 ”provinsapostle.” Fem dages kursus i radio- og tv-produktion udgjorde vores uddannelse.

Den enkelte gang vi blev inviteret til programmøde i TV-Byen, blev vi ignoreret totalt af de selvbevidste medarbejdere.

Vi var tre freelancere, alle lærere, der blev tilbudt at producere en times radioudsendelse for større børn søndag morgen.

Efter nogle få udsendelser kom en ældre medarbejder helt over til radiostudiet i Aarhus. Det lå i bispegårdens gamle hestestald, og det kunne lugtes på varme sommerdage.

Hans dom lød: ” Udsendelserne er gammeldags og kedelige. Der er for mange børn med. Børn vil ikke høre på børn,” konkluderede han.

Vi var uenige. ”For børn, med børn og om børn,” lød vores holdning, som vi holdt fast i.

Søndagskvistens kendingsmelodi Soul Limbo bankede fortsat løs søndag morgen.

Få år efter, midt i 70èrne, vrimlede det med børn i B&U-udsendelserne, og da ”TV- Avis for børn” lod en 12-årig dreng interviewe statsminister Anker Jørgensen, var der ingen ende på, hvor avantgarde man følte sig i B&U.

De knejsede og spankulerede bedre end tjenerne, der bar kejserens nye usynlige slæb i eventyret.

Engang var DR enevældig. Arrogancen, der fulgte med monopolets magt, er stadig intakt. Man har beholdt titlen generaldirektør, der hører fortiden til.

Men det er ikke det eneste, der hører fortiden til.

En undersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske Tidende viser, at 45 % af de 18-35-årige ville fravælge DR, hvis det var muligt for dermed slippe for den tvungne licens på 2436 kr. årligt. For alle aldersgrupper er tallet 29 %, altså næsten 1/3 af landets befolkning. Det tvungne består i, at besidder man et apparat, hvor det er muligt at se/høre DR-udsendelser, skal man betale licens. Og hvem har ikke en computer i dag?

Den øverste chef for koncernen hedder Maria Rørbye Rønn. Hendes opfattelse af DR`s betydning hører også fortiden til.

Hun er rystet over undersøgelsens budskab, som tydeligt signalerer, at de kommende generationer ikke ønsker at betjene sig af DR under den tvungne licensordning.

Hun kalder det en udfordring for demokratiet!

Jeg kan berolige generaldirektøren med, at det er det overhovedet ikke. DR har ikke en rolle i det nutidige mediebillede, der berettiger til den konklusion. Langt fra.

”Vi har ikke været gode nok til at lave et tilstrækkeligt stærkt public servicetilbud til de unge på TV,” mener hun. ”Det er også derfor, at vi laver DR3, der tager udgangspunkt i de unges virkelighed med emner, som de kommercielle medier ikke dækker,” udtaler generaldirektøren. (7.1.EB)

Vrøvl. Internettet er altså opfundet.

Hun modsiges da også af sin egen kanalchef for DR3, Michael Arre.

”Jeg er sikker på, at vi ikke har været gode nok til af have tilbud til den unge målgruppe” kommenterer han undersøgelsen. (8.1.EB)

En sjælden ydmyg udtalelse fra en DR-medarbejder. Måske er han jyde?

Licenskrigen er skudt i gang. Medieforliget truer i horisonten. Det er baggrunden for de truende profetier om demokratiets mulige undergang. De 4 mia. licenskroner skulle gerne sikres og helst blive til flere. Mediemastodonten DR har genvundet en del af pusten efter TV 2`s punktering af DR`s selvtilfredshed i 90èrne.

I triste stunder har generaldirektøren måske følt et skæbnefællesskab med fagforeningerne, der sejrede ad helvede til og fik forstoppelse.

Eller måske er det parallellen i Socialdemokratiets deroute, der har givet mareridt. Forrige århundredes politiske magtfaktor med det fast blik for arbejdernes vilkår, har nu ganske glemt sin historie og fortælling. Vælgertilslutningen taler sit tydelige sprog, lige som Gallups undersøgelse viser skriften på væggen for DR.

Vejet og fundet for let.

Public service og broadcast er ord, som ved højtidelige lejligheder kan bruges og udtales med deres hjemlands Eton-tone. Fortid.

DR`s eksistens og demokratiets overlevelse har intet med hinanden at gøre mere.

Dertil er der for mange udanske underholdningsserie a la X-Faktor, utallige genudsendelser, livstilsprogrammer og madprogrammer a la Kirsten Hüttemeier i 1954.



  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post9