Bente Troense: Månedens Mening

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Fornuften sejrede ikke

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 14:01

DYYYT! DYT! DYT! Tre gange, så ingen i gaden kunne undgå at blive nysgerrig. Det lykkedes. Der blev lettet diskret på slørgardinerne.

En hvid Ford Taunus 17 M holdt foran gadedøren, og de optimistiske lyde var signalet til, at jeg skulle ud at køre i privatbil for første gang i mit liv. Min nye kærestes far var kørelærer. Jeg var 18 år, og jeg svævede på en sky hen til den åbne dør.

Det nærmeste jeg hidtil havde været på oplevelse af ”at køre en søndagstur” var, når den skinnede sorte Mercedes PONTON med hvide dæksider kørte op foran gadedøren til den moderne ejendom med franske altaner på den modsatte side af Åboulevarden.

Ud af gadedøren skred fruen a la Grace Kelly med hvide handsker, en koket hat og en håndtaske på armen fulgt af Conni og Helle på 9 og 11 år, som var ens klædte lige som prinsesserne.

Far lettede på hatten og åbnede galant døren for fruen. Derefter åbnede han den bageste dør for de to piger, der artigt havde ventet iført sommerkjoler med vidde, samlede knæ og hvide sko med ankelrem.

Jeg stod i behørig afstand med øjnene på stilke og fulgte sceneriet, og da bilen slog vingen ud og roligt satte i gang, kunne Conni og Helle lige nå at vinke kongeligt til mig.

Det er omkring 60 år siden, jeg fulgte den sorte Mercedes med øjnene.

X 101 var nummeret. Himlens nummer, sagde min mor.

Tal er uinteressante, synes jeg, og jeg er helt klar over, at nakkehårene vil stritte på matematisk interesserede. Jeg bliver træt af tal med mindre, de fortæller en historie eller er ”pæne”. Symmetri eller en logisk orden tiltaler mig.

2.278.000 personbiler kørte i Danmark ved indgangen til 2014. Det er fire gange så mange som for 50 år siden, hvor 605.000 personbiler tøffede rundt på de danske veje.

1.623.000 benzinbiler og 653.000 diselbiler er indregistreret og som rosinen i pølseenden 1536 elbiler. I alt sled 2.935.000 motorkøretøjer på den danske asfalt.

49.895.000.000 km var det totale antal km, der blev tilbagelagt i 2008 på dansk asfalt af alle typer motorkøretøjer. Det svarer til 1.247.375 gange rundt om Ækvator. Tjek selv, jeg er dårlig til nuller.

2.4 mil. personbiler biler vil i 2017 futte rundt på 71.600 km offentlig dansk vej, hvis udviklingen holder den samme kadence de kommende år som de seneste 10 år.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det vil være at køre i København til den tid. Forleden skulle jeg køre fra Gl. Mønt i København til Kampmannsgade. Ifølge Krak er der 2,1 km inkl. ensrettede gader og køretiden er beregnet til 3 min. Det tog mig 45 min. at tilbagelægge de 2,1 km. Myldretid? Vi holdt stille, og jeg holdt vinduerne tæt lukket. Jeg har hørt, at morgenløbeturen i London rundt om Hyde Park skulle erstatte at ryge 20 cigaretter om dagen.

Hvis du bor i Hangzhou, en kinesisk by på 7 mil. indbyggere 180 km sydvest for Shanghai, så har endetallet på din nummerplade en betydning. For at begrænse trafikken og forureningen i byen er der indført restriktioner, så bilen ikke må køre i byen mellem 7:30 – 9:00 og 17:00-18:30 på en bestemt ugedag. Det er endetallet på din nummerplade, der bestemmer dagen. 1 og 9 må ikke køre om mandagen, 2 og 8 må ikke køre om tirsdagen, osv. Weekenden har sin helt egen ”køreplan” af hensyn til turismen, som bystyret prioriterer højt. På ulige datoer er det forbudt biler med lige endetal at køre ind til byens attraktive turistområder og vice versa.

Kl. 02.00 i nat begyndte sommertiden.

Første gang sommertid blev indført i Danmark var i 1916. Sparehensyn var begrundelsen på grund af 1. Verdenskrig. Fra 1940 – 48 blev urene igen stillet frem om foråret, men fra 1980 har sommertid været indført hvert år. Sommertiden fastsættes ved kongelig anordning. Den seneste anordning er nr. 858 af 26. september 2001.

Fuglene er ligeglade med sommertid. De starter deres morgensang, når naturens vækkeur går i gang.

For mig signalere sommertid, at nu kan jeg snart køre topløs.

En tur ud på de snoede fynske veje med blomstrende syrenhegn en smuk forårsdag med taget slået ned, er foryngende og langt bedre end Botox.

Min glæde over smukke biler og smukke tal er intakt efter millioner af kilometer, mange forskellige bilmodeller og et par pæne numre. f.eks. 22 33 5. Det beholdt jeg i mange år.

En forårsdag mødte jeg min store ”kærlighed”. Hun stod der og strålede med taget slået ned og indbød til at få alle drømme opfyldt. En Mercedes SLK 200 med Kompressor, tellussilbermetalicfarvet og med rødt læderindtræk. 12 smukt koreograferede, effektive bevægelser åbenbarer sig, når hun lukker sig op og slår taget ned. Det er ren ballet. SLK initialerne Sportslig, Let, Kompakt, inspirerede med det samme til, at hun kun kunne hedde Slikkeline.

Men der var mange nuller på skiltet i Slikkelines forrude.

Da jeg fortalte en af mine unge venner, at jeg overvejede at købe en sportsvogn, udbrød han spontant: ”Gør det, inden det bliver pinligt!”

Det gjorde udslaget. Jeg vil godt fortryde noget, jeg har gjort. Men at fortryde, noget som jeg ikke gjorde, det vil jeg ikke.

To gange gik jeg forgæves til forhandleren for at sætte min underskrift efter de mange cifre. To gange svigtede modet mig. De mange cifre var en barriere, fordi jeg godt vidste, at en bil er den dårligste investering, men kan foretage.

Tredje gang lykkedes det. Fornuften sejrede heldigvis ikke.

Jeg betingede mig, at Slikkeline fik et smukt nummer, for jeg ville ikke køre rundt med et grimt nummer.

Jeg nyder at køre, og jeg noterer mig med fryd, at andre også har blik for Slikkelines smukke linjer.

Og hun har et nummer, der passer til hendes parisiske elegance

YN 44 8 44.



  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post11

SMAK

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 13:59

SMAK!!

Lussingen ramte hårdt og præcist Kenneths kind. Vi stod uden for klasselokalet og stirrede olmt på hinanden, Kenneth og jeg.

Baggrunden for situationen opstod, da jeg samlede klassens stilehæfter ind.

Jeg var nyuddannet lærer, gravid i 8. måned, og jeg havde 5. klasse til dansk. 32 elever. Kenneth var oversidder, så han var et år ældre end sine klassekammerater, og det år gav ham en status i klassen, som var bestemt af angst eller beundring.

Jeg havde rakt hånden ind over Kenneths bord, så han kunne række mig sit stilehæfte, som min gravide mave forhindrede mig i at nå. I stedet for at give mig det, så han hånligt nedlandende op og ned af mig. Attituden var ikke til at tage fejl af: det kan du da selv tage.

Jeg blev rasende. Den attitude ville jeg ikke finde mig i.

”UD!” råbte jeg og pegede med strakt arm mod døren.

Kenneth rejste sig med et svedent grin for at signalere til klassen, at han var ligeglad. Jeg fulgte efter sydende af raseri over hans flabethed.

Kenneth var trænet i at få en på kassen, og han har ganske givet været emminet til undvigemanøvre. Men der var en ting, han havde overset: jeg er venstrehåndet.

Det forbløffede Kenneth så meget, at han tabte både næse og mund. Jeg har formentlig fulgt kindhesten op med en højlydt ordre om at opføre sig ordentlig for fremtiden.

Lad mig fuldende historien med, at Kenneths bekendtskab med min venstre hånd skete i november 1965. Først i 1967 afskaffede man med en bekendtgørelse, kaldet Spanskrørscirkulæret, læreres ret til at slå elever. Jeg forbrød mig altså ikke mod nogen lov eller regel, men jeg vil tilføje for en ordens skyld, så den forargede læser ikke bliver alt for ophidset, at jeg aldrig før eller siden har slået på andre mennesker, og jeg går ikke ind for korporlig straf.

At det rygtedes på hele skolen, at den nye lærerinde skulle man ikke komme på kant med, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg havde i hvert tilfælde ikke problemer med at få ro i klasserne. Ro og koncentration er forudsætninger for al undervisning - dengang som nu.

Helt frem til 1990èrne lullede danskerne sig ind i den opfattelse, at vi havde verdens bedste folkeskole.

Den fremstormende internationalisering op gennem 90èrne flåede med ubønhørlighed sløret fra manges øjne.

Pisa-undersøgelserne, som tester, hvor gode 15-årige elever er til at bruge deres faglige kunnen i læsning, matematik og naturfag i det virkelige liv, har siden år 2000 revet de sidste trevler af det formildende slør væk fra danskernes forestilling om verdens bedste folkeskole.
Danske elever er middelmådige. Det er en konstatering.

Der er en udtalt mangel på disciplin og ro i klasserne. Det har længe været erkendt.

I 2005 nedsatte undervisningsminister Bertel Hårder (V) ”Udvalg om disciplin, god adfærd og mobning i folkeskolen,” som udgav en vejledning.

En undersøgelse fra 2006 af effekten af de gode anvisninger viste, at 85 % af samtlige skoler aldrig havde anvendt vejledningen.

Endelig er det gået op for undervisningsminister Christine Antorini(S), at der er noget rivende galt i den danske folkeskole. Der skal nye startegier til, mener hun.

”Man har nok været lidt håndsky i forhold til, hvor konsekvent man har signaleret nødvendigheden af ro og orden, men det er altså nødvendigt.” Og så tilføjer hun med et forsonende smil formentlig af frygt for at blive betragtet som politisk ukorrekt: ”Det er dog ikke et mål i sig selv, at der bruges masser af sanktioner.”

Hun fuldender sin talestrøm med, at lærerne skal have kurser i ledelseskompetence, og det vil det løse problemerne.(DR 2.2.)

Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, anbefaler dialog og ikke eftersidning (TV 2 News 2.2.), og 18% af forældre accepterer børns brug af mobiltlf. i timerne iflg. en undersøgelse Danmarks Lærerforening har gennemført.

”Jeg tror, det er helt afgørende med en holdningsændring, så vi får skabt respekt omkring undervisningen,” siger Ander Bondo Christensen, formand for DL, som er fortørnet over resultatet.(B 3.2.)

Alex Ahrendtsen, DF, peger på en række konkrete sanktioner: eftersidning, fejning af skolegård eller rengøring af toiletter. Så bliver de uvorne elever hurtigt trætte af det, mener han.(BT 5.2.)

Niels Egelund, professor i pædagogik: ”Der er brug for, at man i højere grad markerer over for nogle elever, at deres adfærd er helt uacceptabel. Efter min mening er mulighederne, man har for at straffe eleverne for få og for små. Det gør, at man i dag ser nogle adfærdsformer i skolen, som er helt utilstedelig, og som det er svært at gribe ind over for.”(DR 2.2.)

En meningsmåling som Wilke har foretaget for JP viser, at 75 % er i større eller mindre grad tilfredse med det faglige niveau. Kun 20 % mener, at det faglige niveau ikke er godt nok.

”De fleste forældre er jo glade for deres egne børns skole,” mener formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagen, ”men alle de gode historier, der er at fortælle om skolen, er svære at få øje på i medierne,”

Professor Niels Egelund mener, at de tilfredse forældre ikke har ret meget at have deres tilfreds i.

”Hvis danskerne er tilfredse, må det bunde i, at de ikke ved, hvor galt det står til. Fagligheden er ikke god nok i dag.” (JP 1.2.)

Enig.

Det vil tage årtier at genopbygge en folkeskole, der lever op til fremtidens storekrav på alle områder.

Kenneth voldte mig ikke problemer i de tre år, jeg underviste ham i dansk. Da jeg rejste fra skolen og skulle sige farvel til klassen, kom han hen til mig, bukkede og rakte hånden frem. ”Farvel,” sagde han, ”og tak.”

Da ramte Kenneth plet – jeg blev varm om hjertet.



  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post10

Demokrati i DR

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 13:58

Er der nogen, der har en udsendelse til i aften?

Råbet gjaldede for 60 år siden ned gennem gangen på 5.sal i Radiohuset i Rosenørnsalle i København. De fire øvrige programsekretærer, der var ansat til at lave tv-programmer, rystede alle på hovedet.

”Nå, så får jeg fat i Kirsten Hüttemeier med skåneærmerne. Hun må kunne lave forloren hare med røget flæsk,” sagde den unge mand, der hed Mogens Kjeldstrup, også kaldt Mogens Rulleøje. Ham blev jeg kollega med mange år senere.

Fra 1954 blev der dagligt sendt tv-programmer en times tid til næsten 400 tv-apparater. Udsendelserne blev sendt direkte fra det lille studie på 5. sal i Radiohuset.

For 50 år siden, i 1963, blev det første tv-studie i provinsen indviet i det ombyggede morskabsteater Casino i Rosenkrantzgade i Aarhus.

Programdirektør Lawaetz indviede studiet med ordene:

”Nu er Danmarks Radio kommet ud over Valby Bakke. Nu skal Danmarks Radio være hele Danmarks Radio.”

Det velmente budskab blev fremført i en tone af faderlighed, som ofte blev anvendt over for de mennesker, der boede uden for Valby Bakke, altså i provinsen.

Provinsen kunne også bruges som en trussel. B&U-afd. blev pålagt af programdirektøren at skaffe medarbejdere fra provinsen til at opveje det ærkekøbenhavnske sprog og indhold, der dominerede i afdelingens udsendelser.

Hvis ikke man parerede ordre, ville afdelingen blive flyttet til provinsen. Til Odense!

Ordren blev effektueret omgående.

536 ansøgere tilbød sig, og jeg var heldig at blive valgt som en af de 12 ”provinsapostle.” Fem dages kursus i radio- og tv-produktion udgjorde vores uddannelse.

Den enkelte gang vi blev inviteret til programmøde i TV-Byen, blev vi ignoreret totalt af de selvbevidste medarbejdere.

Vi var tre freelancere, alle lærere, der blev tilbudt at producere en times radioudsendelse for større børn søndag morgen.

Efter nogle få udsendelser kom en ældre medarbejder helt over til radiostudiet i Aarhus. Det lå i bispegårdens gamle hestestald, og det kunne lugtes på varme sommerdage.

Hans dom lød: ” Udsendelserne er gammeldags og kedelige. Der er for mange børn med. Børn vil ikke høre på børn,” konkluderede han.

Vi var uenige. ”For børn, med børn og om børn,” lød vores holdning, som vi holdt fast i.

Søndagskvistens kendingsmelodi Soul Limbo bankede fortsat løs søndag morgen.

Få år efter, midt i 70èrne, vrimlede det med børn i B&U-udsendelserne, og da ”TV- Avis for børn” lod en 12-årig dreng interviewe statsminister Anker Jørgensen, var der ingen ende på, hvor avantgarde man følte sig i B&U.

De knejsede og spankulerede bedre end tjenerne, der bar kejserens nye usynlige slæb i eventyret.

Engang var DR enevældig. Arrogancen, der fulgte med monopolets magt, er stadig intakt. Man har beholdt titlen generaldirektør, der hører fortiden til.

Men det er ikke det eneste, der hører fortiden til.

En undersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske Tidende viser, at 45 % af de 18-35-årige ville fravælge DR, hvis det var muligt for dermed slippe for den tvungne licens på 2436 kr. årligt. For alle aldersgrupper er tallet 29 %, altså næsten 1/3 af landets befolkning. Det tvungne består i, at besidder man et apparat, hvor det er muligt at se/høre DR-udsendelser, skal man betale licens. Og hvem har ikke en computer i dag?

Den øverste chef for koncernen hedder Maria Rørbye Rønn. Hendes opfattelse af DR`s betydning hører også fortiden til.

Hun er rystet over undersøgelsens budskab, som tydeligt signalerer, at de kommende generationer ikke ønsker at betjene sig af DR under den tvungne licensordning.

Hun kalder det en udfordring for demokratiet!

Jeg kan berolige generaldirektøren med, at det er det overhovedet ikke. DR har ikke en rolle i det nutidige mediebillede, der berettiger til den konklusion. Langt fra.

”Vi har ikke været gode nok til at lave et tilstrækkeligt stærkt public servicetilbud til de unge på TV,” mener hun. ”Det er også derfor, at vi laver DR3, der tager udgangspunkt i de unges virkelighed med emner, som de kommercielle medier ikke dækker,” udtaler generaldirektøren. (7.1.EB)

Vrøvl. Internettet er altså opfundet.

Hun modsiges da også af sin egen kanalchef for DR3, Michael Arre.

”Jeg er sikker på, at vi ikke har været gode nok til af have tilbud til den unge målgruppe” kommenterer han undersøgelsen. (8.1.EB)

En sjælden ydmyg udtalelse fra en DR-medarbejder. Måske er han jyde?

Licenskrigen er skudt i gang. Medieforliget truer i horisonten. Det er baggrunden for de truende profetier om demokratiets mulige undergang. De 4 mia. licenskroner skulle gerne sikres og helst blive til flere. Mediemastodonten DR har genvundet en del af pusten efter TV 2`s punktering af DR`s selvtilfredshed i 90èrne.

I triste stunder har generaldirektøren måske følt et skæbnefællesskab med fagforeningerne, der sejrede ad helvede til og fik forstoppelse.

Eller måske er det parallellen i Socialdemokratiets deroute, der har givet mareridt. Forrige århundredes politiske magtfaktor med det fast blik for arbejdernes vilkår, har nu ganske glemt sin historie og fortælling. Vælgertilslutningen taler sit tydelige sprog, lige som Gallups undersøgelse viser skriften på væggen for DR.

Vejet og fundet for let.

Public service og broadcast er ord, som ved højtidelige lejligheder kan bruges og udtales med deres hjemlands Eton-tone. Fortid.

DR`s eksistens og demokratiets overlevelse har intet med hinanden at gøre mere.

Dertil er der for mange udanske underholdningsserie a la X-Faktor, utallige genudsendelser, livstilsprogrammer og madprogrammer a la Kirsten Hüttemeier i 1954.



  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post9

Solopgangsbroen

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 13:57

Kronik 22.12.2013

Jeg har verdens dyreste halvårskalender.

Den er 6.611 meter lang, 30 meter høj, og den er bygget af beton. Den er delt op i 62 fag, som danner en smuk bue.

Det tog 5 år at fremstille den, og den blev færdig i 1994.

Min halvårskalender forbinder Fyn og Sprogø midt i Store Bælt. Vestbroen kaldes den officielt.

Jeg kalder den Solopgangsbroen.

Efterårsjævndøgn den 21. september, hvor dag og nat er lige lange, står solen op præcis over Sprogø. Derefter vandrer den hver morgen hen ad broen mod Fyn. Den tur tager præcis 3 måneder.

Den 21. december, årets korteste dag, er solen fremme ved endestationen. Solen står op over brofag nr. 2, og så kommer den ikke længere. Heldigvis.

Hvert år er jeg lidt spændt på, om solen nu også får lavet en U-turn den næste dag og starter sin tur tilbage mod Sprogø.

Jeg elsker at se solen stå op. Det føles som at få vasket sjælen ren i Store Bælt. Jeg tror, at jeg er den i Danmark, der ser flest solopgange.

De to gange om året, forårs- og efterårsjævndøgn, når solen danser på toppen af fyrtårnet på Sprogø, tænker jeg på de mange fortvivlede kvinder, der har været tvangsanbragt på øen.

De uartige pigers ø eller farlige kvinders ø, var de folkelige betegnelser for øen midt i Store Bælt.

Fire gulpudsede bygninger, der ligger og trykker sig under det knejsende fyrtårn, var åndssvageanstalt fra 1923 til 1961. Øen var som et naturligt fængsel, hvor man tvangsanbragte ”moralsk defekte og seksuelt løsagtige kvinder” uden dom. Isolationen af kvinderne skete af hensyn til samfundet, som skulle forskånes for udbredelse af dårlige arveegenskaber.

Den ”forbrydelse” som flere af kvinderne havde begået, var at føde et barn uden for ægteskabet. Et såkaldt uægte barn eller en horeunge.

Straffen var tvangsanbringelse på Sprogø på ubestemt tid.

Videnskabens definition af grupper med negative arvelige egenskaber beskrives i 1923 af læge J. H. Leunbach:

”Alle åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister.”

At der herskede videnskabelig tvivl om det arvelige aspekt anfægtede ikke læge Leunbach:

”Afgørelsen af, hvorvidt åndssvaghed er arvelig eller ikke, spiller ikke så stor rolle. Der er ingen ulykker sket ved at hindre åndssvage i at forplante sig, selv om lidelsen ikke er arvelig.”

K.K. Steinke, Socialdemokratisk Social- og justitsminister fra 1924 – 36 udtaler i forbindelse med vedtagelsen af Socialreformen i 1933:

”Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, så vidt han kan, men en ret skal han miste, nemlig at overføre sine mangler til efterkommerne og på den måde forevige og mangedoble ulykken. Vi behandler undermålerne med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig…”

Loven om tvangssterilisation var motiveret med racehygiejniske, socialpolitiske og økonomiske begrundelser.

Sprogø var et isoleret samfund. Korporlig afstraffelse, fiksering eller isolation i rum på 2x2meter, hvor fortvivlelsens kradsemærker stadig kan ses i træbeklædningen, blev anvendt som straf for flugtforsøg, opsætsighed eller bare ”dårlig” opførsel. At svare igen blev bedømt som dårlig opførsel.

Overlægen på anstalten bestemte enevældigt over kvindernes skæbne. Den eneste mulighed for at undslippe Sprogø var at blive steriliseret.

I gennemsnit syv år var kvinderne tvangsanbragt på Sprogø. En enkelt kvinde tilbragte sammenlagt 38 år på Sprogø.

Straffelovens § 246 lyder:
Hvis du udøver vold, og offeret er i livsfare eller får varige skader. Fængsel op til 10 år.

Den kvindelige overlæge, der var den sidste tilsynsførende med kvinderne på Sprogø fra 1959 til anstalten blev lukket i 1961, har fortalt, at hun dengang ikke fandt det grænseoverskridende at skulle tvangssterilisere de anbragte kvinder, hvis de ville frigives.

I dag er hun rystet over, at hun har været med til at udføre racehygiejne med god samvittighed og i overensstemmelse med lovgivningen.

Det er kun et halvt århundrede siden.

Tid er et forunderligt begreb.

Tid er den vigtigste del af livet. Den kan pludselig gå i stå, ile eller den kan slæbe sig af sted.

Tid kan bruges eller spildes. Kommer tid, kommer råd. Tiden læger alle sår.Tiden er kostbar, og man kan slå tiden ihjel.

For 2013 år siden blev et barn født i en stald i Betlehem.

Det er lang tid siden, men historien om hans fødsel huskes stadig.

Den nat han blev født, overnattede nogle hyrder på marken uden for Betlehem, hvor de vogtede får. Hyrden, der havde vagten, var måske faldet i søvn, men pludselig eksploderede et lysskær på himlen, som oplyste hele marken og vækkede hyrderne, der blev rædselsslagne.

De så en stor lysende stjerne over Betlehem, og de hørte jubelsang og en stemme befalede dem at følge stjernen.

De brød op og stjernen førte dem til en stald.

Indenfor fandt de en nyfødt dreng, som var svøbt i et simpelt klæde og lagt i en krybbe. Hans forældre, Josef og Maria, havde ikke kunne få plads i herberget. De var ikke gift.

Et barn er født i Betlehem, lød budskabet.

Nyheden spredtes fra mund til mund, fra by til by, fra land til land.

Nyheden flød med karavaner og handelsskibe.

Hvilket barn? Ejendommeligt, mente de moralske og rettroende. Maria og Josef er da ikke gift, vel?

Den lille dreng blev navngivet Jesus. Det er hans fødselsdag, vi fejrer.

Sæt nu, hyrderne ikke var vågnet og havde set stjernen over stalden i Betlehem?

Hvordan ville vores verden så have set ud?

Ville solen have danset på min Solopgangsbro?

GOD JUL



  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post8

Underholdningspartiet

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 13:55

03.11.2013

Underholdningspartiets årsmøde. Direkte tv-transmission.

Lis-te U! Lis-te U! Råbet gjalder rytmisk ud af højtalerne ledsaget af larmende rockmusik.

Plakater viser jublende mennesker, lyskegler fejer gennem rummet og tilskuerne klapper hysterisk, da partilederen træder ind på scenen, åbner en forseglet kuvert, tøver lidt, sikrer sig, at den røde lampe på ”hendes” kamera lyser og råber direkte til klameraet:

”Vinderen af den verdensomspændende konkurrence om at være Verdens lykkeligste land er…” Hun tager kuvertens indhold ud, læser, ser op, smiler bredt:

( Og her kære læser må du forestille dig en laaang pause, der domineres af en rumlende lydside med trommehvirvler, så pulsen kan komme op på et højt niveau af spænding, som kun overgås af den pinlige annoncering af vindere og tabere i ”Vild med dans” på TV 2 – og her gentages så budskabet, som nogen kunne have glemt)

”Og vinderen er… DANMARK. Verdens lykkeligste land!

Vi gjorde det! Underholdningspartiet har sejret!”

Underholdningspartiets slogan ruller op over skærmen i lysende neonfarver. Det er kort, fyndigt og let at læse:

Underholdning til alle. Lykke til alle.

Guldkonfetti hvirvler over sceneriet, musikken larmer og publikum klapper og råber entusiastisk. Sådan skal publikum opføre sig. Alle kender deres roller og ved, hvad der forventes af dem.

Drejebogen kræver: Underholdning.

Det vil give flere stemmer ved det kommende valg. Tror politikerne.

Danmark ER netop kåret til verdens lykkeligste land. Igen.

Danmark landede på sejrsskamlens øverste trin i undersøgelsen ”World Happiness Report”, som er foretaget i 156 lande af Columbia University`s Earth Institute.

Danskerne er også blev kåret som verdens mest tillidsfulde folk, både når det drejer sig om personlig relateret tillid, og når det handler om social tillid.

På Transparency Internationals korruptionsindeks er Danmark nr.1 – sammen med Finland og New Zealand.

Men der slides meget på danskernes tillid.

Siden 2004 er 6000 danskeres tryghed blevet undersøgt hvert andet år, og det afslører en stigende utryghed i befolkningen. For 10 år siden var utryghed næsten ikke til at måle i det danske samfund. For to år siden følte hver 8. dansker utryghed i et omfang, så det gik ud over helbredet.(Tryg Fonden)

I 2013 føler hver 6. dansker sig så utryg, at det påvirker livskvaliteten. I 2004 var det hver 25. dansker, der følte sig utryg, ofte af helbredsmæssige grunde.

I 2013 giver 30 % af danskerne topkarakter til trygheden i deres tilværelsen, men for 10 år siden var det over 50 %.
”Målingen tegner et klart billede af en befolkning, hvor den finansielle krise trækker sine spor i den personlige oplevelse af tryghed – vi ser et generelt fald på tværs af køn, alder og uddannelse. Den primære årsag ligger i jobusikkerhed og økonomi,” siger Anders Hede, forskningschef for Trygfonden.

Det er en giftig cocktail, der serveres i verdens lykkeligste land.

Økonomisk krise, arbejdsløshed, velfærdssamfundet under pres, uddannelsessystemet i opbrud, stort forbrug af alkohol og lykkepiller.

Unge danskere har europarekord i druk. Hver dansker over 14 år drikker i gennemsnit 12,1 l ren alkohol om året. Ud af 20 udvalgte europæiske lande ligger Danmark på 8. pladsen over de lande, hvor man drikker mest alkohol per indbygger per år. (WHO 2003)

Forbruget af lykkepiller placerer Danmark på en 2. plads efter Island, som topper listen med 9,83 % af befolkningen. Danmark sniger sig ind som nummer 2 med 7,7 %. Undersøgelse er foretaget i 2009 i 29 europæisk lande.

I 2012 blev 8,2 procent af danskerne forsynet med lykkepiller, oplyser Statens Serum Institut.(Ekstrabladet 8.7.13)

Danskerne har et stort behov for underholdning - er der nogen, der tror.

Regionerne har lavet en quiz, Danmarksdysten, i forbindelse med kommunalvalget. Konceptet har kostet ¾ million kr., og det koster formentlig et lignende beløb til at afvikle den. Men så kan jeg se, om jeg bor i den klogeste eller den dummeste region, og jeg kan vinde en medalje. En tegnefilm skal lokke de unge til at stemme.

I andre lande kæmper man med livet som indsats for at få stemmeret.

Folketingets formand Mogens Lykketoft tror, at man kan få danskerne til at interessere sig mere for politik ved at indføre en friere debatform i Folketinget. En time hver fjortende dag dispenseres der fra den sædvanlige stramme form, som er dansk tradition, og tøjlerne slippes inspireret af den stærkt underholdende og støjende form, som er traditionen i Underhuset i England.

Man må ikke sidde og råbe hurra og øv. Men man må gerne med sit kropssprog signalere, om man er enig eller uenig med talerne, mener Folketingets formand.

At man kan dumme sig ved at forsøge at være underholdende viste Lars Løkke Rasmussen ved debutforestillingen. En bemærkning om, hvad 2000 kr. kan bruges til, landede klodset. Formentlig er joken det eneste, der vil blive husket fra den debat. Samme politiker underholdt få dage senere ved at sige undskyld 45 gange i forskellige variationer på 3 timer og 45 min., det længste pressemøde, der er afholdt i Danmark.

Det 2000 år gamle udtryk ”Giv folket brød og skuespil” sagt af den romersk satiriker Juvenalis, fungerer stadig.

Velfærdsydelser og public service radio- og tv-stationer, der flyder over med ligegyldige underholdningsprogrammer døgnet rundt, er nutidens bud på oldtidens taktik.

Folket, danskerne er tilskuere. Kontrollerede tilskuere.

Underholdningspartiet har sejret – ad helvede til.



  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post7

Kængurugenerationens sidste hop

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 22 Aug, 2013 15:24

Kængurugenerationen har sprunget sit sidste store hop, hvis det går som finansminister Bjarne Corydon ønsker.

Velfærdssamfundets pung, som kængurugenerationen med det veludviklede krævegen vil komme til at springe forgæves op i, bliver mindre og mindre. Generationerne, der mener, at det er samfundets pligt at forsørge dem ordentligt, hvis de ikke finder det attråværdigt at finde et lønnet arbejde, de kan leve af, vil gå en svær tid i møde. Dovne Robert gjorde samfundet en stor tjeneste ved at personificere Kængurugenerationen.

ARBEJDE.

Det er ordet, som finansministeren vælger, som det vigtigste, når han skal komprimere formålet med regeringens reformer.

”Det er det højeste formål i et samfund, at mennesker kan forsørge sig selv på rimelige vilkår” understreger finansministeren. (JP 25.7.)

Ordet runger af fortidens sociale kampe og det lyder gammeldags, og forårets demonstrationer på Christiansborgs Slotsplads kunne også forlede til at tro, at vi befandt os i et andet årti, /hvor store harmfulde horder af strejkende arbejdere protesterede mod en regerings begyndende indgreb i de offentlige goder. Alt for mange havde alt for hurtigt set en mulighed, som aldrig have eksisteret før. Det har jeg ret til, lød det gennem socialkontorerne. Krævegenet blev udviklet til groteske dimensioner. Velfærdsstaten stønnede./

Min baggrund er efterkrigstidens nøjsomhed, og egentlig er det en god baggrund for at værdsætte den forøgede velstand, som fulgte efter. Vi fik ind med modermælken og med lærerens velmenende opfordring til at være flittige og opføre os ordentligt, at man skal gøre sig fortjent. Gammeldags udtrykt, men meningen er god nok.

Det er i hjemmet og i skolen fundamentet til børnenes grundholdninger skabes, når det drejer sig om fællesskaber og social tillid, som er grundsten i vores velfærdssamfund.

De seneste årtiers holdning til børneopdragelse har været, at barnet altid skulle være medbestemmende. Det kompetente barn var et udtryk, som skulle forlede forældrene til at tro, at barnet vidste bedst selv. Fløjlshandskerne blev slidt godt og grundigt, og resultatet afspejles i urolige børn i klasserne, der ikke fungerer på grund af uro og støj og manglende disciplin.

Finansminister Bjerne Corydon udpeger skolereformen, der blev gennemført i foråret, som den vigtigste reform, regeringen har fået gennemført.

”(Men) skolereformen handler om noget fundamentalt. Det handler om hele næste generations muligheder. Den er afgørende for, hvor vores land er henne om 10-20 år. Der er ikke noget, der i fremtiden vil vise sig at have haft større betydning end skolereformen.”

Jeg kunne ikke være mere enig. I flere år har jeg gjort opmærksom på den ændring i folkeskolen, som havde karakter af forfald. Den manglende respekt for læreren og de dårlige resultater fra internationale undersøgelser kunne ikke bortforklares, selv om mange prøvede.

Det var nærmest pinligt, når jeg gjorde opmærksom på, at der fandtes dårlige lærere, og at der var umulige børn, der ødelagde undervisningen for de andre. Men efterhånden gik det op for mange, også politikerne, at der var noget om snakket. Meget endda. Det gik også op for dem, at det var alvorligt for landets økonomi, for Danmark sakkede agterud på stort set alle felter.

Velfærdsstatens afløser bliver konkurrencestaten, vurderer professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Buisness School. Landene indgår i en konstant international kappestrid på kompetencer, viden og udvikling, som i sidste ende handler om landets evne til at skabe arbejdspladser, vækst og en høj levestandard (JP 21.7.)

Hvis Danmarks skal komme i form til den internationale konkurrence kræver det veluddannede unge på alle områder. Den dygtige håndværker i dansk produktion konkurrerer med håndværkere over hele kloden. Den samme konkurrence gør sig gældende på stort set alle andre områder i erhvervslivet.

Det bliver forhåbentlig moderne at være gammeldag: du skal være flittig, opføre dig ordentlig og arbejde!

/ afsnit udeladt/ 49 ord for mange

  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post6

Tiderne skifter

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 22 Aug, 2013 15:20

Tiderne skifter, og holdninger påvirkes. Den proces foregår hurtigere og hurtigere.

Det moderne kommunikationssamfund buldrer frem, vi kan få mere og mere at vide, og konklusionen må derfor være, at vi ved mindre og mindre.

Det er bare ikke alle, der ved det.

Når tre ud af fire lønmodtagere tror, at Folketinget, altså politikerne, vedtager mindstelønnen, så er der noget rivende galt – specielt i fagbevægelsen. Blandt de 20-40-årige er uvidenhedsprocenten endnu højere. Når dens egne medlemmer ikke kender til det helt fundamentale system, der er afgørende for deres løn, så konstaterer jeg, at uvidenhed er en stor trussel mod fagbevægelsen.

Men det er ikke kun uvidenhed blandt medlemmerne af fagbevægelsen, der er problematisk. Det største og tungeste skyts skal rettes mod ledelsen af fagbevægelsen, som gennem årtier har forsømt at holde kontakt til medlemmerne. Der har været tale om distanceledelse, som har resulteret i et stærkt faldende medlemstal. Tidligere tiders skandaler om magtmisbrug og økonomisk uredelighed, der var mulig i en årrække inden for det faglige system, har også angrebet tilliden til det fælleskabet, der ligesom folkeskolen og andelsbevægelsen er rundet af 1800-tallets begyndende ligestillings- og fælleskabstanker.

Forårets tal fra Danmarks Statistik afslører, at fra 2008 til 2012 har 134.433 medlemmer fra 3F, HK, Dansk Metal og FOA vinket farvel til LO, Hovedorganisation for fagbevægelsen. 77.222 er blevet indfanget af de ”gule” fagforeninger.

Unge mennesker tiltrækkes ikke af fagforeningerne.

”Hvad får jeg ud af det, og hvad koster det?” spørger de i tidens ånd, hvor det individuelle hersker. Fagligt fællesskab, solidaritet, loyalitet og tillid er ikke i høj kurs hos flertallet af de unge.

LO`s formand Harald Børsting siger, at han tager tilbagegangen seriøst, men at han ikke frygter for fagbevægelsens overlevelse. Han har sit på det tørre. Han stopper om få år.

Næstformand i LO, Lizette Risgaard, kommenterer tilbagegangen således: ”Vi har troet, at danskerne godt kunne regne ud, at man ikke kan få det hele for den halve pris, men det har ikke været tilfældet. Derfor har vi igangsat en kampagne, der skal gøre det klart for danskerne, hvor vigtig LO-fagbevægelsen er.”(Ekstrabladet 17.5.13)

Hvis man baserer sine holdninger til så vigtigt et spørgsmål på noget så luftigt som tro, så er der noget galt, og hvis man også tror, at man kan klare situationen med en fikst og smart kampagne, så synes jeg, det er naivt, mildt sagt.

De seneste 10 år er medlemstallet i LO faldet fra 1.413.210 til 1.122.795, altså 290.415 medlemmer færre på 10 år.

Det har konsekvenser ud over manglende kontingentkroner i kassen.

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ipsen kommenterer:” Når medlemmerne flygter, taber fagforeningerne magt over for politikerne og arbejdsgiverne. Over for arbejdsgiveren, fordi de bliver svækket i overenskomstforhandlingerne. Politisk mister de også indflydelse, fordi de vil have færre midler at bedrive lobbyvirksomhed for. Det er en selvforstærkende effekt, der samlet svækker fagbevægelsen.”(Ekstrabladet 17.5.13)

Kim Simonsen, formand for HK, Danmark konstaterer: Danmark står i en tillidskrise. (JP 5.8.12)

Jeg er helt enig.

Han retter en appel til erhvervslivet og politikerne om nødvendige holdningsændringer, men også til sin egen baghave – fagbevægelsen: ”Vi har hvilet længe nok på fortidens vigtige gerninger og sejre. Det må være slut med automatreaktioner og vanetænkning. Det betyder, at vi ikke bare kan være kolosser bag tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, men aktiv må melde os ind i kampen om dette samfunds retning.”

Jeg er helt enig. Kære læser, nu ved du det.

  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post5

Tyveri af tillid

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 22 Aug, 2013 15:14

Tyveri

Tørresnor tømt

”Et par cowboybukser, en hvid BH og tre par dametrusser er stjålet fra tørresnoren Kildevej nr. XX natten til lørdag. Evt. oplysninger bedes henvendt til Nyborg Politi.”

Bekendtgørelsen stod under Dags Dato på lokalsiden i Fyns Stiftstidende en dag i 1990.

Jeg måtte smile, da jeg læste bekendtgørelsen. Det var åbenbart ikke det værste sted, jeg havde valgt at bo, hvis det var så betydningsfuldt, at det skulle i avisen, at en tørresnor var blevet ribbet. Det måtte være verdens fredeligste sted.

Ti år senere byggede en udenlandsdansker en villa på vejen. Den blev udstyret med tyverialarmer og projektører både ud til vejen og til vandsiden, hvor der er en offentlig sti langs med skrænten ned til vandet.

Vi naboer undrede os over al det sikkerhedsudstyr. Det var for meget, syntes vi og fandt det provokerende. Det signalerede mistillid over for det omgivende samfund.

Igen ti år senere har jeg ændret holdning, desværre. Nu er mit hus nøjagtig lige så ”alarmeret”, som det, jeg tidligere syntes var for meget.

To indbrud er begrundelsen. Det sidste foregik midt på den blanke formiddag, hvor huset var kortvarigt forladt. Alle alarmer var koblet til, og kameraerne afslører to unge mænd entre muren fra vandsiden iført hætter og koben. Hætten falder af den ene, og hans ansigt kan ses tydeligt, men det afficerer ham ikke synderligt. Uden for kameraernes synsfelt blev to havedøre smadret, strømmen kortsluttet, så kameraerne stoppede optagelserne, og de udvalgte varer båret ud. Politiet blev tilkaldt og fik overdraget optagelserne med tyveknægtene. Siden er der intet sket i sagen.

Danskerne er verdensmestre i tillid. Det er bevist gennem videnskabelige undersøgelser, som man kan have tillid til!

I 2005 blev der i 86 lande over hele kloden foretaget en undersøgelse af den enkelte borgers tillid til andre mennesker. Den form for tillid, der er målt, er social tillid til forskel fra individuel tillid. Danskerne topper listen. 78 % af de adspurgte i Danmark stoler på de fleste andre mennesker. De nordiske lande topper i øvrigt listen suverænt.

I den anden ende af listen ligger Brasilien med 5 %, altså en ud af tyve tror på de fleste andre mennesker.

Når det drejer sig om tillid til vigtige institutioner i samfundet topper Danmark igen listen med 84 %. Vi tror altså på, at politi, regering, retsvæsen og den offentlige administration gør deres arbejde ordentligt og følger love og regler for deres område.

Sydafrika scorer bundkarakter i internationale undersøgelser med kun 11,8 %. Det tal forklarer, hvorfor private, bevæbnede vagtværn gennem de seneste årtier er vokset i antal og størrelse, så de overgår militæret i landet. Et kontant udtryk for mistillid til samfundet.

Vi er altså stadig så heldige, at vi lever i tillidssamfundet Danmark, men tilliden er kommet under beskydning fra mange sider. Vores tillidsfulde samfund bliver angrebet af udefrakommende tyvebander og banditter, som er vokset op i en helt anderledes kultur, hvor social tillid ikke har nogen fremtrædende plads i opdragelsen eller undervisningssystemet, som er de områder, hvor den sociale træning primært foregår. Det er lande, der er hærget af korruption som en helt uundgåelig effekt af manglende tillid generelt til samfundets fundamentale funktioner. Korruption og tillid er omvendt parallelle størrelser.

Social tillid er ”arvelig” og den er ”hårdfør”. Det er en holdning til tilværelsen og andre mennesker, der er vokset frem i befolkningen gennem århundreder, og den gennemsyrer alle forhold i samfundet. Den kan ikke bare indføres ved lov.

Tillid er en ressource i et samfund, og hvad det angår, er Danmark et særdeles rigt land. Men rigdommen skal plejes.

Bedragere og snydere vil altid optræde på den offentlige scene. Stein Bagger og IT-Factory faldt med et brag, da den økonomiske krise indtraf i 2008. Fribyttere af det format kan man næppe beskytte sig imod, men det er enkeltstående tilfælde.

Det er nødvendigt at fokusere på at bevare et højt niveau af social tillid, men afsløringer af alvorlige tillidsbrist i offentlige institutioner de senere år forekommer mig at have slidt alvorligt på beholdningen.

En højt anset borgmester i Farum led samme skæbne som Bagger. Takket være en skarpslebet presse blev hans lemfældige omgang med offentlige midler afsløret. Den politiske facade slog revner.

Når det afsløres, at kommunale myndigheder i årevis har overhørt advarsler om misbrug og misrøgt af børn, så rystes borgernes tillid til systemet alvorligt.

Bankkrak på stribe efter 2008, da den økonomiske boble sprang med et brag, der kunne høres over hele verden, har tæret på tilliden. Økonomisk ruin for mange mennesker er følgen af 14 danske bankkrak, som er et resultat af griskhed og dårlig ledelse. Tilliden smuldrer.

Når SKAT må nedlægge en hel afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, fordi embedsmændene har anvendt trusler og metoder, der er uforenelige reglerne, så må alarmklokkerne kime.

Efter 14 dages kampe i det Sorte Tårn i september 2011 fremkom regeringen med det nye regeringsgrundlag. ”Et Danmark, der står sammen” var løftet til den kommende regeringsperiode. Den overskrift signalerer tillid og sammenhold.

Status Quo to år efter?

Splittede partier i opbrud, lock out og strejker og politikere, der jagter popularitet med smarte udtalelser, der ikke holder vand, er iøjnefaldende. Løftebrud må være det ord, der er anvendt flest gange i beskrivelsen af den nuværende regering.

Brudte løfter øger presset på den sociale tillid.

Dags Dato-rubrik juli 2013:

Tyveri af tillid.

  • Comments(0)//blog.bente-troense.dk/#post4
Next »