Bente Troense: Månedens Mening

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Dumhed

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 05 Feb, 2013 13:48

I mit lange liv med alle de omvæltninger og forandringer af moral, mode, meninger, mobning, misundelse, mådehold, magt og magtmisbrug, der har væltet rundt i livets centrifuge, da har jeg erfaret mig frem til nogle få sætninger, som er lige så vigtige for mig som de 10 Bud.

Hver sætning har sin egen historie i form af en hændelse, en AHA-oplevelse eller en erkendelse.

Den vigtigste sætning har fulgt mig i næsten hele mit liv.

DUMHED ER EN SVIGTENDE SANS FOR DET BETYDNINGSFULDE.

Jeg har husket den sætning lige siden jeg som 16-årig var yngste ansat på Koblingskontoret på Jysk Telefon. Den stod bag på en afrivningskalender, som jeg havde ansvaret for som det første hver dag blev revet af. En fransk filosof havde i 1789 formuleret de kloge ord.

Jeg forstod godt den sætning. Ved adskillige lejligheder har jeg gennem livet haft brug for at hive den frem, når jeg var ved at gå op i sømmene af raseri over at blive diskrimineret, vraget, anklaget uretfærdigt eller holdt udenfor.

Det kunne være som 17-årig tennisspiller i klubfinalen mod overlægens datter. Socialt hørte jeg absolut ikke hjemme i en tennisklub, for den hvide sport foretrak, at man "var noget/nogen", og jeg var i deres øjne absolut ingenting. Men jeg var den bedste spiller i min aldersgruppe. Jeg blev groft chikaneret af en tilskuer, som tydeligt signalerede, at jeg ikke var værdig til at vinde. Ingen af de voksne, der overværede finalen, greb ind på trods af en klar overtrædelse af gældende regler og en skamløs opførsel.

Jeg tabte finalen, og det, der slog mig ud, var følelsen af uretfærdighed. Jeg havde chancen for at vinde, at blive SET og anerkendt, men den mulighed blev jeg frarøvet.

"Jeg skal vise dem" rasede jeg indvendig, mens jeg forlod tennisanlægget.

Jeg rørte ikke en ketcher i 10 år. Senere blev jeg Jysk Mester et par gange.

Eller det kunne være, at jeg som programredaktør for dokumentarområdet, som jeg var ansvarlig for, skulle bide skeer med de store herrer direktører, som forsøgte at negligere mig, at lade som om jeg var usynlig, overflødig eller ligegyldig.

Det lykkedes dem ikke.

Når jeg oplever situationer, en konflikt, en konfrontation eller en desavuering af min person, så bruger jeg min sætning.

"Er det noget, der er så vigtigt, at du skal reagere på det?"

"Er det klogere at ignorere dumheden, der er personifiseret foran dig?"

"Er det kampen værd?"

eller

"Det vil jeg ikke finde mig i!"

Svaret giver øjeblikkelig sig selv.

Der findes mange dumme mennesker, der ikke ejer "tvivlens nådegave". De er lige så enøjede som Lord Nilson, der satte kikkerten for det blinde øje. Dem undgår jeg.

Mærk efter - så ved du godt, hvad der er betydningsfuldt for dig - eller dumhed.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.