Bente Troense: Månedens Mening

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Lærernes lockout

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 22 Apr, 2013 14:20

”Du er jo kun lærer” sagde lønforhandleren for Danmarks Radio, mens han arrogant løftede blikket fra min ansøgning og så arrogant på mig.

Det tog præcis en tusindedel sekund, hvor forbløffelsen over den ringeagtende ytring bundfældede sig.

Vreden skød op som en vulkan fra solar plexus og ud i hele kroppen.

Jeg var ikke bare glødende, jeg var hvidglødende over den fornærmelse, han serverede for mig. At blive nedvurderet, det ville jeg ikke finde mig i.

Replikken blev afleveret for 40 år siden, men jeg kan stadig huske fornemmelsen, som replikken affødte.

Med et meget fast blik så jeg personalechefen direkte i øjnene, og jeg fastholdt hans blik langt ud over den naturlige grænse.

Jeg fortalte ham klart og tydeligt, hvad jeg mente om hans udtalelse. Jeg fortalte ham, at netop min uddannelse som lærer og syv års undervisning i verdens bedste folkeskole var et fremragende grundlag for at producere radio og tv for børn, som jeg havde gjort i tre år.

Min reaktion kom helt tydeligt bag på ham.

Øjeblikkeligt forhøjede han sit tilbud betragteligt, jeg accepterede og underskrev aftalen, mens den skov af vrede, der havde rejst sig i mig faldt ned.

Den primitive taktik med at nedgøre mig, prellede af som vand på en gås.

Den kendte jeg alt for godt. Jeg var stolt af min uddannelse, og jeg vidste, at jeg var en dygtig lærer.

Verden gik af lave fra 1968. Ungdomsoprøret kaldes den tsunami af oprør, der brusede ind over et uforberedt dansk samfund.

De nyudklækkede lærere væltede respektløst ind på lærerværelserne, og de levede op til deres idealer om frihed. De foragtede disciplin og lektier, og de byggede dueslag i klasseværelset, hvis det passede dem.

Faglighed, prøver, eksaminer og disciplin blev det pinligt at være tilhænger af.

Situationen 40 år senere er katastrofal for folkeskolen.

600.000 elever og 69.000 folkeskolelærere er fanget i en uløselig strid mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening. Striden bunder i lærernes krav om at bevare retten til at administrere deres egen arbejdstid, et privilegium, de hårdnakket har forsvaret gennem mange overenskomstforhandlinger.

Danmarks mest omfangsrige lockout er resultatet af de strandede forhandlinger. Tonen mellem parterne er skinger og ordvalget, som trompeteres ud i til offentligheden, er præget af krig. ”Gidsler” og ”ofre” er hyppigt anvendte ord i kampen om den offentlige mening. For nu er det den, kampen drejer sig om.

Er Danmarks Lærerforening blevet en kamporganisation?

I det seneste årti har det ellers været en ynkelig forestilling at iagttage, når der skulle findes en forklaring eller rettere en undskyldning for de dårlige resultater for danske skoleelever, der vælter ud fra samtlige undersøgelser, internationale og nationale.

Kolde facts fra PISA-undersøgelser viser, at vi er rutsjet ned blandt nationer, vi normalt ikke sammenligner os med. Nationale undersøgelser konstaterer, at næsten hver femte elev forlader 9. klasse uden at have bestået afgangsprøven i dansk eller matematik. Talrige undersøgelser munder stort set ud i samme foruroligende budskab: der er noget rivende galt i den danske folkeskole.

Døden har haft mange årsager gennem de seneste år iflg. Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen.

I 2006 beklager han sig over lærernes tab af prestige og efterlyste hjælp til at hæve lærerfagets omdømme.

Han kæder tab af prestige sammen med, at faget er blevet et kvindefag, som traditionelt er lavt anset.

”Det er et problem, hvis eleverne kun møder kvindelige lærere. Jo mere mangfoldig undervisning børnene får, desto bedre rustede er de til at møde udfordringerne senere,” sager formanden.

Jeg hørte ingen protester fra de kvindelige lærere.

I 2008 var det så den dårlige medieomtale, der var årsag til lærernes prestigetab. Det mente i hvert tilfælde 82 % af de adspurgte lærere i en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4.

”Forud for folkeskoleforliget blev der ført en bevidst politisk kampagne, hvor PISA-resultaterne blev brugt til en kritik af den danske folkeskole, der var helt ude af proportioner. Hele den kampagne blæste virkelig lærerne op af muren,” udtalte formanden.

Jeg hørte ingen protester over urimeligheder, der var årsag til elevernes dårlige udbytte af undervisningen.

Samme undersøgelse viste, at kun 1 % af lærerne mente, deres fag var højt vurderet i samfundet, og kun 4 % af lærerne mente, at de selv bar skylden for den lave prestige.

Jeg hørte ingen protester fra lærerne over årsagerne til den urimelige vurdering, de følte sig udsat for.

Men nu protesteres der højlydt, og der demonstreres over hele landet med stor kreativitet og energi. Og det kommer alt sammen i avisen og i fjernsynet.

Jeg havde gerne set, at lærerne havde protesteret med samme ihærdighed mod de politiske indgreb, som de fandt urimelige, og som de mente forringede elevernes udbytte af undervisningen.

Jeg havde gerne set 69.000 indignerede lærere demonstrere over hele landet, fordi deres professionelle indsigt blev underkendt af bedrevidende politikere.

Jeg havde gerne set 69.000 lærere protestere mod de forhold, som forhindrede dem i at give den optimale undervisning.

Det, der nu har fået lærerne op på barrikaderne, er deres angst for tab af privileger, de har erhvervet for mange år siden. Dem kæmper de med næb og klør for at bevare. Det er legalt.

Men jeg havde gerne set samme entusiasme udfolde sig for at kæmpe for forhold, der kunne gøre elevernes skolegang og indlæring optimal.

Det burde være det vigtigste for de 69.000 lockoutede lærere – og for formanden.

Han er oven i købet lærer!

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.