Bente Troense: Månedens Mening

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Solopgangsbroen

Månedens MeningPosted by bente-troense.dk 01 Apr, 2014 13:57

Kronik 22.12.2013

Jeg har verdens dyreste halvårskalender.

Den er 6.611 meter lang, 30 meter høj, og den er bygget af beton. Den er delt op i 62 fag, som danner en smuk bue.

Det tog 5 år at fremstille den, og den blev færdig i 1994.

Min halvårskalender forbinder Fyn og Sprogø midt i Store Bælt. Vestbroen kaldes den officielt.

Jeg kalder den Solopgangsbroen.

Efterårsjævndøgn den 21. september, hvor dag og nat er lige lange, står solen op præcis over Sprogø. Derefter vandrer den hver morgen hen ad broen mod Fyn. Den tur tager præcis 3 måneder.

Den 21. december, årets korteste dag, er solen fremme ved endestationen. Solen står op over brofag nr. 2, og så kommer den ikke længere. Heldigvis.

Hvert år er jeg lidt spændt på, om solen nu også får lavet en U-turn den næste dag og starter sin tur tilbage mod Sprogø.

Jeg elsker at se solen stå op. Det føles som at få vasket sjælen ren i Store Bælt. Jeg tror, at jeg er den i Danmark, der ser flest solopgange.

De to gange om året, forårs- og efterårsjævndøgn, når solen danser på toppen af fyrtårnet på Sprogø, tænker jeg på de mange fortvivlede kvinder, der har været tvangsanbragt på øen.

De uartige pigers ø eller farlige kvinders ø, var de folkelige betegnelser for øen midt i Store Bælt.

Fire gulpudsede bygninger, der ligger og trykker sig under det knejsende fyrtårn, var åndssvageanstalt fra 1923 til 1961. Øen var som et naturligt fængsel, hvor man tvangsanbragte ”moralsk defekte og seksuelt løsagtige kvinder” uden dom. Isolationen af kvinderne skete af hensyn til samfundet, som skulle forskånes for udbredelse af dårlige arveegenskaber.

Den ”forbrydelse” som flere af kvinderne havde begået, var at føde et barn uden for ægteskabet. Et såkaldt uægte barn eller en horeunge.

Straffen var tvangsanbringelse på Sprogø på ubestemt tid.

Videnskabens definition af grupper med negative arvelige egenskaber beskrives i 1923 af læge J. H. Leunbach:

”Alle åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister.”

At der herskede videnskabelig tvivl om det arvelige aspekt anfægtede ikke læge Leunbach:

”Afgørelsen af, hvorvidt åndssvaghed er arvelig eller ikke, spiller ikke så stor rolle. Der er ingen ulykker sket ved at hindre åndssvage i at forplante sig, selv om lidelsen ikke er arvelig.”

K.K. Steinke, Socialdemokratisk Social- og justitsminister fra 1924 – 36 udtaler i forbindelse med vedtagelsen af Socialreformen i 1933:

”Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, så vidt han kan, men en ret skal han miste, nemlig at overføre sine mangler til efterkommerne og på den måde forevige og mangedoble ulykken. Vi behandler undermålerne med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig…”

Loven om tvangssterilisation var motiveret med racehygiejniske, socialpolitiske og økonomiske begrundelser.

Sprogø var et isoleret samfund. Korporlig afstraffelse, fiksering eller isolation i rum på 2x2meter, hvor fortvivlelsens kradsemærker stadig kan ses i træbeklædningen, blev anvendt som straf for flugtforsøg, opsætsighed eller bare ”dårlig” opførsel. At svare igen blev bedømt som dårlig opførsel.

Overlægen på anstalten bestemte enevældigt over kvindernes skæbne. Den eneste mulighed for at undslippe Sprogø var at blive steriliseret.

I gennemsnit syv år var kvinderne tvangsanbragt på Sprogø. En enkelt kvinde tilbragte sammenlagt 38 år på Sprogø.

Straffelovens § 246 lyder:
Hvis du udøver vold, og offeret er i livsfare eller får varige skader. Fængsel op til 10 år.

Den kvindelige overlæge, der var den sidste tilsynsførende med kvinderne på Sprogø fra 1959 til anstalten blev lukket i 1961, har fortalt, at hun dengang ikke fandt det grænseoverskridende at skulle tvangssterilisere de anbragte kvinder, hvis de ville frigives.

I dag er hun rystet over, at hun har været med til at udføre racehygiejne med god samvittighed og i overensstemmelse med lovgivningen.

Det er kun et halvt århundrede siden.

Tid er et forunderligt begreb.

Tid er den vigtigste del af livet. Den kan pludselig gå i stå, ile eller den kan slæbe sig af sted.

Tid kan bruges eller spildes. Kommer tid, kommer råd. Tiden læger alle sår.Tiden er kostbar, og man kan slå tiden ihjel.

For 2013 år siden blev et barn født i en stald i Betlehem.

Det er lang tid siden, men historien om hans fødsel huskes stadig.

Den nat han blev født, overnattede nogle hyrder på marken uden for Betlehem, hvor de vogtede får. Hyrden, der havde vagten, var måske faldet i søvn, men pludselig eksploderede et lysskær på himlen, som oplyste hele marken og vækkede hyrderne, der blev rædselsslagne.

De så en stor lysende stjerne over Betlehem, og de hørte jubelsang og en stemme befalede dem at følge stjernen.

De brød op og stjernen førte dem til en stald.

Indenfor fandt de en nyfødt dreng, som var svøbt i et simpelt klæde og lagt i en krybbe. Hans forældre, Josef og Maria, havde ikke kunne få plads i herberget. De var ikke gift.

Et barn er født i Betlehem, lød budskabet.

Nyheden spredtes fra mund til mund, fra by til by, fra land til land.

Nyheden flød med karavaner og handelsskibe.

Hvilket barn? Ejendommeligt, mente de moralske og rettroende. Maria og Josef er da ikke gift, vel?

Den lille dreng blev navngivet Jesus. Det er hans fødselsdag, vi fejrer.

Sæt nu, hyrderne ikke var vågnet og havde set stjernen over stalden i Betlehem?

Hvordan ville vores verden så have set ud?

Ville solen have danset på min Solopgangsbro?

GOD JUL



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.